Geko med røget citronchutney

183
Opskrift af NaCl og foto af Martin Kaufmann.

En ost med en smag, der vil frem i verden, lyder meldingen fra mejeristen Finn fra Lillebælt Mejeri. Geko er lavet på lige dele gede- og komælk, hvilket giver en fin balanceret gedesmag og en cremet konsistens. Osten har en høj grad af fedme, også i smagen, som citronen giver et ideelt syrligt modspil til. Chutneyens røgsmag understregerne ostens toner af hø.

Prøv også Saltsyltede appelsiner, lime og citroner

Opskrift på 1 portion

5 økologiske citroner
Ca. 1 kg salt
2-3 timiankviste

Røget olie:
Lidt røgsmuld
Et par håndfulde hø*
1 dl olie, fx vindruekerneolie

Røget citronchutney:
6 halve saltede citroner
6 spsk akaciehonning
2 spsk olie røget mildt med hø
Geko fra Arla Unika, ved servering**

Saltede citroner: Skyl citronerne, og skær dem i halve. Fyld dem på en lufttæt beholder, gerne et glas, dæk dem med salt, og pres godt på dem med en ske for at forløse deres saft. Læg timiankvistene ved, og lad dem stå på køl i mindst 2 uger. Når det hvide i citronerne er blevet klart, og de er helt bløde, er de klar til brug.
Røget olie: Læg røgsmuld og hø i bunden af en gryde. Kom et lag sølvpapir ovenpå, og tag gerne et stort stykke, så kanterne kan bukkes, og det danner en lille platform oven på høet. Stil en lille skål på platformen, og fyld olien i. Læg låg på gryden, og stil den på blusset. Husk at tænde for emhætten og gerne åbne et vindue også. Snart begynder der at stige røg op af gryden. Det er svært at give en præcis tilberedningstid, for det afhænger af blus og mængden af hø osv., men ca. 3-4 min. bør være nok.
Røget citronchutney: Skyl citronerne fri for salt og timian. Fyld citronerne på en blender med honning, og blend. Kom derefter massen i en gryde sammen med 2 spsk røget olie, og karamelliser massen under omrøring. Køl ned, og bevar på glas i køleskab.

*Fås hos dyrehandleren.
** Geko kan købes hos mange ostehandlere. Alternativt kan du fx købe osten Saint Felicien, der er en blød fransk komælksost, som fås hos ostehandleren.