Garam masala pulled pork med krydret slaw og fladbrød

1613
Garam masala er en af de mest anvendelige krydderiblandinger, for den er mild, varmende og fyldig. Den kan bruges til alle slags kød og er elegant at rubbe pulled pork i, for det giver en god dybde til det ekstremt møre kød. Server kødet, som det er, eller med fladbrød og en krydret og sprød coleslaw.

Pulled pork kan tage smag af stort set alle verdenshjørner. Her er nakkefiletten vendt i indiske krydderier, hvilket absolut kan anbefales.

Opskrift til 4 pers.

1 ½ kg nakkefilet, let afpudset
50 g brun farin
2-3 tsk chilipulver
½ tsk gurkemeje
2 tsk spidskommen, stødt
3 tsk garam masala
2 spsk salt
1 spsk peber

Krydret slaw:
½ spidskål, fintsnittet
2 gulerødder, revne
1 rødløg, fintsnittet
2 forårsløg, hakkede
1 rød chili, hakket
3 dl creme fraiche, gerne 38 %
½ dl dijonsennep
1 spsk æbleeddike
Citronsaft
Sukker, salt og peber

Sauce:
4 dl æbleeddike
3 spsk ketchup
2 spsk brun farin
1 ½ spsk salt
2 tsk chiliflager
2 tsk garam masala
1 tsk peber

Fladbrød, ved servering

DAG 1: Garam masala pulled pork: Bland brun farin, chilipulver, gurkemeje, spidskommen, garam masala, salt og peber, og gnub kødet ind i rubben. Kom stegen i en pose, og læg den på køl i mindst 4-5 timer og gerne natten over.
DAG 2 (om morgenen): Læg kødet i et ildfast fad, og stil det i ovnen i 12-14 timer ved 110 grader, til nakkefileten har udviklet en mørk og sprød stegeskorpe. Lad kødet hvile ½ times tid.
Sauce: Rør alle ingredienser sammen.
Krydret slaw: Klargør grøntsagerne, og bland creme fraiche, sennep og æbleeddike i en skål, og smag til med citronsaft, sukker, salt og peber.
Ved servering: Brug 2 gafler til at trække kødet fra hinanden til trevler. Hæld saucen ved, og vend den rundt med kødet. Server kødet på fladbrød med slaw og gerne et glas god øl.