Fjordrejer

980
Fjordrejer er en dansk delikatesse ud over det sædvanlige, for ingen andre steder i verden er de så faste i kødet og så raffinerede og søde i smagen som her, hvilket skyldes et ideelt saltniveau i de danske farvande. Smagen kan karakteriseres som en mild rejesmag.

Sæson
April – oktober. Og når sæsonen begynder i april, er det en rigtig lille forårsbebuder med masser af smag. I juni er de allerbedst. Bor du tæt på vandet, kan du med fordel alliere dig med et net og selv stryge dem i vandkanten, men ellers er det bare at spørge efter dem hos fiskehandleren.

Prøv fx Frikasse med lam, dild og rejer

Bedst til
Hvis tålmodigheden kan holde til det (og man kan gøre det til en hyggestund med et par gode venner og en flaske kølig hvidvin), er nypillede fjordrejer på et stykke surdejsbrød med citron og hjemmerørt majonæse ikke til at slå. Fjordrejer smager supergodt sammen med asparges og en god hjemmerørt mayonnaise, i en skaldyrsbisque, i en god gang wok med ingefær og hvidløg, eller sprødstegte, drysset med salt, hvor man spiser hele dyret inklusive hovedet.