Enebær

176

Sæson
Hele året.

Smag
Enebær har en træagtig duft og smag med et hint af fyrrenåle og harpiks. Det dugblå bær kan med andre ord bringe skoven ned i kødgryderne. Smagen kan virke dominerende og være svær at parre med andre krydderier, men intensiteten afhænger af, hvor bærret er dyrket. Det nordiske klima giver en mildere smag end sydens sol.

Læs også om Sommerbuk

Anvendelse
Enebærbusken vokser vildt i Danmark og i resten af Europa og er brugt i flere europæiske lande. Tyskland bruger enen i sauerkraut, hollænderne bruger den i brændevinen genever, mens italienerne marinerer kød i enebær og rødvin. De fleste forbinder enebær med gin eller vildt, og det mørkeblå bær klæder da også vildt, fordi det skaber associationer til skov og hede og dermed til vildtets levested. Enebær frisker også op i retter med fed fisk, fedt kød eller fløde pga. sin friske, lidt kamferagtige smag, bærrene er også gode til svampe. Enebærret kan anvendes hel, men kan også stødes i en morter, hvorved bærret frigiver en masse smag. Enebær skal dog bruges med forsigtighed, da smagen hurtig kan virke dominerende og parfumeret. Enebær kan få en portion brændende kærlighed helt op i gear, og så er der den gode gamle klassiker fra Karolines Køkken enebærgryde med svinekød, enebær, rosmarin og rigelig fløde dertil bagt kartoffelmos.

Opbevaring
Tørt og mørkt.