Dild

873
Den friske florlette dild har en karakteristisk, lidt skarp og ”grøn” smag med et strejf af anis. Den tørrede dild udvikler en surhed i smagen.

Sæson
Juni til september.

Prøv fx Frikasse med lam, dild og rejer

Anvendelse
Dild er velintegreret i det nordiske køkken, men stammer oprindeligt fra det vestlige Asien. Dild har været brugt som lægeplante og skulle efter sigende være god mod søvnløshed, mavekneb og kvalme. Men den florlette skærmplante har bestemt også sin berettigelse i køkkenet. Dens let anisagtige smag klæder skaldyrs sødme og er også dejlig til fisk. Derudover er dild meget brugt som grønt drys på smørrebrød og nye kartofler samt som syltekrydderi, hvor den klæder asier og sylteagurker. Dildskærmene kan også bruges som smagsgiver i eddike og snaps. Dild kan desuden blendes til en intens pesto med nødder, olie og hvidløg eller puttes i cremede dressinger. Urten klæder i det hele taget mange af de danske sommerretter. Prøv også dild i gryderetter med lyst kød, men tilsæt den først til allersidst, ellers mister den sin pikante smag. Man kan også koge en pikant te på dild ved at overhælde friske eller tørrede blade med kogende vand.

Prøv fx Snapse-gravad laks med fennikelsalat

Historisk
Dild kan spores helt tilbage til det gamle Egypten. Siden er den blevet spredt over hele Europa af munke med grønne fingre, som flittigt plantede den aromatiske krydderurt i klosterhaverne. Dilden har især fået succes i det skandinaviske køkken, og den er lige så populær på de norske middagsborde, som persillen er på de danske. Ordet dild stammer oprindelig fra ”dillia”, som betyder dysse ned eller berolige, og dilden er da også kendt for at kunne bekæmpe forstoppelse. Om det er disse velgørende egenskaber, der har gjort dildsnaps til sildemadens trofaste følgesvend, er uvist, men ikke desto mindre er dildsnaps kendt for sin blide og afrundede smag.

Dildsnaps (1 flaske)
Du kan let lave din egen dildsnaps ved at blande en potte dild – helst økologisk – med en flaske vodka. Lad det trække en uges tid og si dilden fra spiritussen. Derefter er snapsen klar til sildebordet

Opbevaring
Køligt.