Opskrift af Vibeke Lehn og foto af Kam.

Couscous-salat med spicy lam

919

Lammet til denne salat bliver vendt i en spicy krydderiblanding, som også smager fantastisk drysset på salater eller rubbet på oksekød eller kylling. Server lammet til den fyldige couscous-salat, der byder på en hilsen fra det mellemøstlige køkken i form af rosiner, pistacienødder, granatæble og mynte – og så lige et dansk indslag af savojkål til at runde det hele af.

Opskrift til 4 pers.

Spicy krydderiblanding:
1 tsk koriander
1 tsk fennikel
1 tsk spidskommen
1 tsk chilipulver
1 tsk brunt sukker
1 tsk salt

Couscous-salat:
1 ½-2 dl couscous eller bulgur
1 ½-2 dl kogende vand
2-3 spsk olivenolie
2 fed hvidløg, knust
Salt og peber
Citronsaft
1 håndfuld savojkål, finthakket
50 g lyse rosiner (Sultanas)
50 g pistacienødder
1 granatæble, kerner fra
1 bdt mynte
1 bdt forårsløg, snittede

Spicy lam:
300-400 g lammefilet
Olivenolie, til stegning

Prøv også Frikasse med lam, dild og rejer

Spicy krydderblanding: Bland alle krydderier – undtagen sukker og salt – og rist dem på en tør pande under omrøring i et par min. Flyt panden fra varmen, rør sukker og salt i, og lad krydderblandingen afkøle.
Couscous-salat: Kom couscous i en skål, hæld kogende vand over, dæk skålen til, og lad det hele trække, til couscoussen har opsuget al væde. Rør couscoussen løs med en gaffel, bland, og smag til med alle de øvrige ingredienser. Lad salaten trække, og steg imens kødet.
Spicy lam: Rul lammekødet i den spicy krydderblanding, og steg det 2-3 min. på hver side. Det må gerne være rosa indeni, når det er færdigstegt. Lad kødet trække et par min., før det skæres i skiver, og serveres med salaten.