Citrongræs

327

Citrongræs har en frisk citronsmag, men uden citronens syre. Smagen er parfumeret og kraftig med noter af kamfer.

Sæson
Fås hele året.

Prøv fx Iste med lime, citrongræs og grøn te

Anvendelse
Citrongræs er meget svær at komme udenom i sydøstasiatiske køkkener som thaikøkkenet, det vietnamesiske køkken og det indonesiske. citrongræs minder mest om et lille lysegrønt løg med rosa bund, men er rent faktisk et tropisk græs. Bladene bliver hurtigt tørre og træagtige og er ikke delikate at spise. Brug derfor kun de nederste fem centimeter af planten og fjern de yderste seje blade. Derefter kan citrongræsset hakkes meget fint eller stødes i en morter, hvilket virkelig får smagen frem. Citrongræs folder sig ud i fuldt flor, når den varmes op, den er derfor god i asiatiske supper, wokretter og saucer. Selvom de træagtige blade ikke kan spises, indeholder de meget smag, og man kan med fordel koge sirup og te på dem. Eller prøv en eksotisk citrongræssorbet ved at blande lige dele citrongræssirup med kokosmælk og røre det på ismaskine.

Opbevaring
I køleskab, hvor det holder sig i max en uge. Citrongræs tåler også at blive frosset.

Hvor kan den købes
Citrongræs fås frisk i velassorterede supermarkeder og i asiatiske supermarkeder.