Chokolademuffins med
Kække chokolademuffins i påskehumør, for de ligner spejlæg, når de ses oppefra, men ellers er de nu ret klassiske - og lækre - muffins med smørcreme til glasur. Opskrift af Maria Faarvang og foto af Nicolai Mørk/Kam.

Chokolademuffins med ”spejlæg” på toppen

2286

Intense chokolademuffins, der har fået lidt skarphed fra et strejf espresso. Glasuren er en klassisk smørglasur a la Magnolia Bakery i New York, der er verdensberømte for deres cupcakes, og ”blommen” har blot fået lidt gul farve i anledning af påsken.

Opskrift på ca. 12 chokolademuffins

2 ½ dl mel
2 ½ dl sukker
1 dl kakao
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
½ tsk salt
½ tsk espressopulver eller 2 tsk fintmalede espressobønner
1 ¼ dl mælk
0,6 dl smagsneutral olie, fx solskikkeolie
1 æg
1 tsk vanillesukker
1 ¼ dl vand, kogende

Glasur:
8 spsk smør, blødt
5 ¾ dl flormelis
2-3 spsk mælk
1 knsp salt
Gul farve
Små chokoladepåskeæg

Prøv også Chokolademuffins med dobbelt chokolade

Rør mel, sukker, kakao, bagepulver, natron, salt og espresso sammen i en stor skål. Pisk mælk, olie, æg og vanillesukker i, og pisk til sidst det kogende vand i. Fordel dejen i muffinforme, og bag dem i ovnen ved 170 grader i ca. 10 min. De er færdige, når der ikke hænger dej ved, når du prikker med en kødnål. Lad kagerne køle af.
Glasur: Pisk alle ingredienser sammen undtagen gul farve til en ensartet glasur. Tag 1/5 fra, og farv den med gul farve. Fyld begge slags glasur på sprøjteposer, og fordel først den hvide glasur og dernæst den gule. Pynt med et chokoladeæg på hver kage, og server.