Cheesecake med mascarpone og limoncello

2251
Blød og citrusfrisk ostekage smagt til med den italienske citronlikør Limoncello. Opskriften er udviklet af Gitte Heidi Rasmussen og foto af Line Falck.

En frisk version af cheesecaken med et skud af den syditalienske citronlikør limoncello og med kandiserede citronskiver på toppen. Enkelt og med en uimodståelig smag af sommer.

Opskrift til 1 kage eller 8-12 stykker

Bund:
200 g digestive
100 g nødder
150 g smør, smeltet

Ostecreme:
4 blade husblas
500 g mascarpone eller anden flødeost
1 dl limoncello
1 vanillestang
100 g sukker
½ citron, økologisk, revet skal af
¼ l piskefløde

1 citron, økologisk, skåret i tynde skiver
½ dl sukker

Bund: Findel digestive og nødder i en foodprocessor eller hakker, og rør det sammen med smeltet smør. Kom det i bunden af en springform beklædt med plastfilm eller bagepapir. Pres blandingen godt sammen, så den dækker hele bunden.
Ostecreme: Læg husblassen i blød i koldt vand. Pisk mascarpone, limoncello, vanillekorn, sukker og citronsaft godt sammen. Smelt husblassen over vandbad, og hæld den i en tynd stråle i ostecremen, mens der piskes. Pisk fløden, og vend den i cremen. Kom cremen i springformen, og glat overfladen. Sæt den på køl i mindst 2 timer.
Læg citronskiverne i en tykbundet gryde, og drys med sukker. Bring dem langsomt i kog, og lad det simre, til citronskiverne er møre. Afkøl.
Pynt kagen med de syltede citronskiver, og server gerne med et glas iskold limoncello.