Cashewnødder

454

Sæson
Fås hele året.

Smag
Den lille, buede cashewnød har en mild, mandelagtig smag og masser af fedme. Konsistensen, der er sprød og porøs, er dens store aktiv.

Anvendelse
Cashewnødder forbindes ofte med det salte køkken, ikke fordi den ikke kan bruges i desserter og kager, men fordi den i den grad har slået igennem som saltet barsnack og som sprødt, salt topping på især thailandske retter. Cashewnødden, der herhjemme også kaldes akajou, stammer oprindeligt fra Brasilien og er egentlig en frugt, der vokser på cashewæblet. Cashewnødder sælges uden skal, da der under skallen sidder en masse, der irriterer huden. Det anbefales at riste nødden gylden i ovnen eller på en tør, varm pande, da det fremhæver nødens smag og sprødhed. Som nævnt er de gode at drysse over wokretter og thaimad, men de er bestemt heller ikke uden evne hakket groft og blandet i en frugtcrumble. Prøv også at riste dem i lidt flydende honning som sød snack, der også kan drysses over yoghurt og frugtsalat.

Opbevaring
Tørt.