Brunede kartofler

1698

Giv de nykogte kartofler en lynhurtig skylning i koldt vand, så bliver de superlette at pille. Og tag dig god tid til at lave de brunede kartofler. Karamellen skal nå at sætte sig på kartoflerne, så de skal vendes rundt mange gange. Resultatet bliver til gengæld uovertruffet, lover kokken Trine Hahnemann.

Opskrift til 6 pers.

1 kg små kartofler
150 g sukker
10 nelliker
90 g smør

Sådan gør du
Kog kartoflerne med vand og salt, til de lige er møre, ca.10 min, og hæld derefter vandet fra. Pil kartoflerne, og gem dem. Smelt sukkeret i en stor sauterpande sammen med nellikerne. Når sukkeret er gyldenbrunt, kommes smørret i. Blandingen skal simre, til den bliver til en lys karamel. Rør så lidt som muligt. Skru ned for varmen, så sukkeret ikke brænder på. Tilsæt kartoflerne, vend dem forsigtigt rundt i karamellen en gang imellem, til alle kartoflerne er dækket af et tyndt gyldenbrunt lag. Gå ikke i panik! Det ser ikke ud af noget i starten, men vær tålmodig, det tager tid! Efter 20 minutter til ½ time er de færdige.

Tip: Server også almindelige, hvide pillede kartofler.