Bocconcini med druer og gorgonzola

713
Små kugler af mascarpone, gorgonzola og vindruer, der vendes i hakkede valnødder er en rigtig god lille snack til et glas bobler. Opskrift af Ida Bruzzone Bjørnstrøm og Giulia Bellesso Noes. Foto af Stine Christiansen / Skovdal Nordic.

Bocconcini betyder ”små bidder” på italiensk og refererer egentlig til mini-mozzarellakugler, der lige er til at kaste i munden. Disse små bidder består af druer, der er pakket ind i gorgonzola og vendt i valnødder; sødt, salt og knasende på samme tid. Perfekt lille starter til måltidet ledsaget af et glas bobler.

Forret eller snack til 4 pers.

125 g mascarpone
150 g gorgonzola cremoso
En smule havsalt
12 store grønne vindruer
100 g valnødder, hakkede

Bland mascarpone og gorgonzola godt sammen, og tilsæt en smule havsalt. Vask druerne, og tør dem godt. Kom cremen omkring druerne med to teskeer, og rul kuglen i de hakkede valnødder. Stil bocconcini på køl til brug.