Blomkål

1106

Blomkål har en mild, let nøddeagtig og pebret smag med lidt bitterhed og svage noter af muskat.

Sæson 
Juni til oktober.

Anvendelse
Blomkål kan være den skønneste, sprøde sommerspise, men det kan også være et bittert, udkogt og ildelugtende bekendtskab – det afhænger fuldstændig af tilberedningen, for blomkål skal ikke have for meget. Jo friskere blomkålshovedet er, jo sprødere er buketterne. En god indikator for friskheden er de grønne blade, der omkranser de cremefarvede buketter – er bladene sprøde og friske og giver en let knæk, når de brækkes, så er blomkålshovedet frisk. Blomkål kan med fordel spises rå i salater. Bræk det enten i små buketter eller skær det tyndt på mandolinjern. Dryp fx med en olie-eddikedressing og drys med persille, hakkede mandler og lidt salt og peber. Den milde kål danner også en fin baggrund for mere markante ingredienser som kapers, hvidløg, muskatnød, valnød eller trøffel. Blomkål er også skøn i varme retter. Den kan dampes eller koges let som tilbehør eller indgå en risotto eller en krydret curry. Prøv at svitse løg, hvidløg, chili, ingefær og lidt karry og gurkemeje. Tilsæt blomkål i små buketter og svits, til blomkålen har taget lidt farve, men stadig er sprød i midten. Drys med ristet sesam og koriander og server som tilbehør til krydrede kødretter eller fisk.

Opbevaring
I køleskab i en plasticpose.