Bagte æg med parmaskinke, gedeost og tomat

2525

En variation over morgenmadsægget. Æggene bliver bagt med salt parmaskinke, cremet gedeost og friske tomater, og lige inden de serveres, drysses de med skarpe forårsløg og stærk chili. Så bliver man vågen!

Opskrift til 2 pers.

8 cherrytomater
Olivenolie
4 skiver parmaskinke
4 skiver gedeost
2 spsk fløde
4 æg, delt i blommer og hvider
Salt og peber
Basilikum
2 forårsløg, hakkede
1 rød chili, hakket
Havsalt

Med parmaskinke, gedeost og cherrytomat: Fordel cherrytomaterne på en bageplade, og drys dem med salt og peber, og dryp med olivenolie. Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 15 min., til de begynder at runkne lidt. Smør to små ovnfaste forme, og beklæd kanterne med skinke, og læg to skiver gedeost oven på. Pisk æggehvider sammen med fløde, og krydr med salt og peber. Fordel massen i de to forme. Læg en æggeblomme i midten af hver form, og fordel cherrytomater og nogle basilikumblade. Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 20 min., eller indtil æggene er så faste, som du ønsker. Server med forårsløg, chili og havsalt.