Ananas

1546

Sæson
Juni til september, men fås hele året.

Smag
Ananas har en kraftig og eksotisk syrlig-sød smag og masser af saftighed. Kødet nær stokken har træagtige noter.

Prøv fx Trøfler med mørk chokolade og chili

Anvendelse
Ananas smager af sol og sommer, og importeres da også fra tropiske lande. Mellemamerika, Sydamerika og Sydøstasien producerer ananas i rigt omfang. Frugten med den ru skal og palmeformede top er egentlig blomsterstanden i en agavelignende plante med tornede blade. Frugten er kedelig, hvis ikke den er ordentlig moden. Tjek det ved at dufte til den og ved at trække let i et af de grønne blade. Slipper det let, er ananassen moden. Mindre frugter er ofte også sødere end de store krabater på flere kilo. Ananas befries for den ru skal og den træagtige stok og kan derefter spises rå eller tilberedes, anvendelsesmulighederne er mange. En klassiker er at blende ananas med kokosmælk og tilsætte rom, så har man den søde drink piña colada. Ananas kan også blot blendes med isterninger og mælk til en forfriskende shake, der ofte serveres i latinamerikanske lande. En salat med ananas skåret i tynde skiver og dryppet med lime og finthakket chili og koriander er lækkert til asiatisk mad. Prøv også ananas skåret i tynde skiver og drysset med sukker og finthakket mynte – en nem og dejlig dessert. Ananas kan også koges til det mest forrygende, eksotisk smagende syltetøj med mango eller kvæde og masser af vanille.

Opbevaring
Køligt. Når frugten er skåret ud, opbevares den i køleskab, men serveres ved stuetemperatur.