American apple pie

1283

Amerikanerne har et ordsprog, der lyder: ”Intet er mere amerikansk end mor, baseball og apple pie.” Og der er noget om snakken, for når det bliver den ultra-amerikanske mærkedag thanksgiving smelter to af tingene sammen, når mor står i køkkenet og bager apple pie og serverer den, mens alle mændene ser – ikke baseball – men american football. Apple pie er uden tvivl den mest populære pie i hele USA, især mors egen opskrift.

Opskrift på 1 tærte/8 stk.

Dej:
225 g usaltet smør, meget koldt
300 g hvedemel
1 spsk sukker
1 tsk salt
6-7 spsk (ca. 1 dl) meget koldt vand

Fyld:
10-12 syrlige æbler, skrællede og skåret i skiver
170 g sukker
½ citron, saften fra
3 spsk hvedemel
1 ½ tsk kanel
½ tsk muskat, stødt
2 spsk (30 g) smør

Mælk eller pisket æg, til pensling
Sukker, til drys
Flødeskum eller vanilleis, til servering

Dej: Skær smørret i små tern, og stil det tilbage på køl. Det er vigtigt, at smørret er så koldt som muligt hele tiden, for det sikrer piens perfekt flagede crust. Rør mel, sukker og salt sammen i en stor skål, som du kan have begge dine hænder i. Tilsæt det kolde smør, og brug en pastry-blender (eller en gaffel) til at mase smørret ned i melet, så det bliver til en krummet masse. Sørg for, at du ikke ”skærer” smørret for meget – der må gerne være et par større stykker tilbage, så dejen får den rigtige konsistens. Tilsæt halvdelen af vandet i små stænk, og brug en dejskraber til at samle dejen ved at presse den op mod skålens sider. Tilsæt resten af det kolde vand lidt ad gangen, til det lige præcist kan samle dejen. Brug dine hænder til at samle dejen helt, og vær forsigtig med ikke at ælte for meget, så smørstykkerne smelter ved varmen fra dine hænder. Drys dejen med et tyndt lag mel, og del den i to lige store og runde klumper, som du flader en smule. Pak dem ind i film, og lad dejen hvile på køl i mindst 30 min. Drys bordet med mel. Rul den ene del af den kolde dej ud med en kagerulle, og lad den anden del blive liggende på køl. Løft, og drej dejen en omgang, hver gang du har kørt kagerullen et par gange, så dejen ikke klæber fast til bordet. Drys evt. med mere mel. Når dejen har fået en størrelse, så den når 8-10 cm ud over tærteformens kanter, placeres den i formen. Dejen skal ligge tæt mod pieformens bund og sider, men undgå at presse den ned, så du ikke maser eller smelter smørret. Trim det meste af dejens kanter med en køkkensaks, så der kun hænger 4-5 cm ud over kanten. Rul dejkanten om mod bagsiden på kanten af pieformen. Form piens kant med begge pegefingre og en tommel ved at knibe sammen om dejen hele vejen rundt, til du har et riflet mønster. Stil den forberedte dej i køleskabet, mens du går videre med fyldet.
Fyld: Bland æbler, sukker, citronsaft, mel, kanel og muskat i en skål. Hæld æblefyldet i pie-crusten, og fordel små smørklatter over. Stil til side.
Rul den anden portion pie-dej ud, og placer den over fyldet. Fold kanten fra den øverste crust ind under kanten fra den nederste crust, og klem sammen, så fyldet forsegles. Skær adskillige slidser i den øverste crust, så frugten kan komme af med dampen, mens pien bager. Hvis du vil dekorere crusten, så brug lidt af dejen til at forme fx blade eller andet pynt. Pensl crusten let med mælk eller pisket æg, og drys med sukker. Bag pien i 55-60 min. ved 190 grader, eller til fyldet bobler, og crusten er gyldenbrun. Lad pien køle af, og server med fx flødeskum eller vanilleis.