En variation af den italienske drink med agurk, mynte og hyldeblomst. Resultatet er en sød og forfriskende drink med hvidvin og danskvand. Opskrift af Maria Faarvang og foto af Kam.

Agurk, mynte og hyldeblomst-spritzer

636

En spritzer er en høj og afkølet drink som regel baseret på hvidvin, og den ryger ofte over baren i fx Tyskland og Italien. Denne fordanskede version med en bund af mild grøn agurk, frisk mynte og sødlig hyldeblomst smages også til med hvidvin og en god mængde danskvand, hvilket gør den ideel som forfriskning på en varm dag.

Prøv også Party margaritas

1 agurk, grofthakket
½ fl hvidvin, kold
2 dl hyldeblomstsaft, ufortyndet
Isterninger
Mynteblade
1-1 ½ l danskvand, koldt

Kom agurk, hvidvin og hyldeblomst på en blender, og blend til en ensartet pure. Hæld pureen gennem en si. Kør den resterende pure gennem blenderen endnu en gang, og si det igen. Tilsæt ca. 1-2 spsk agurkepure til agurkevæsken, og stil den på køl, til den skal serveres.
Ved servering: Fyld glassene med isterninger og mynteblade. Fyld glassene halvt med agurk- og hyldeblomstvæske, top op med danskvand, og server, som den er, eller med et par agurkesandwich til.