Kombinationen af de syrlige æbler og den sprøde flæsk holder bare! En herlig dansk klassiker i en lidt friskere udgave. Opskrift Vibeke Lehn og foto af Maria Warnke Nørregaard / Kam.

Æbleflæsk anno 2011

1264

Sprødstegt og knasende flæsk med stegte og sødlige stykker æble og løg krydret med frisk timian; det er en herreret, som damer også godt kan lide!

Opskrift til 4 pers.

600-700 g stegeflæsk, skåret i ½ cm tykke skiver
Salt og groftkværnet peber
1-2 spsk rapsolie
Rosmarin eller timian
3 løg
4-5 æbler, gerne spiseæbler som fx Rød Aroma*
Lidt æblemost
Timian
Rugbrød, til servering

Dup flæsket tørt, og drys salt og peber på. Steg flæsket i lidt olie på en pande, til stykkerne er sprøde og gennemstegte. Tag dem op, og hæld det meste af fedtet af panden. Steg evt. flæsket af et par omgange, og hold det varmt i ovnen.
Skær løgene i lidt tykke skiver. Del, udkern, og skær æblerne i både. Kom løg og æbler på panden og svits dem – under omrøring – til de får farve. Hæld en smule æblemost ved, tilsæt rosmarin eller timian, og lad løg og æbler simre, til de lige netop er møre. Server æbleflæsket med et drys timian og rugbrød.

* I de situationer, hvor man ikke ønsker, at æblet koger helt ud ved tilberedningen, er det en fordel at anvende et spiseæble frem for et decideret madæble.